Sne og frost kan ikke udelukkes, men vinteren forventes overvejende at blive mild og våd.
Sådan ridses vejrprognoserne op for vintermånederne, der venter lige rundt om hjørnet.
I hvert fald hvis man rådfører sig hos DMI's langtidsprognose, der blevet udgivet onsdag.
I den forklarer langtidsmeterolog Steen Hermansen, at hovedårsagen til, at det ser ud til at blive en mild vinter, vi går i møde, er, at et lavtryk fra vest vil dominere.
Fordi at lavtryk plejer at trække en maritim luftmasse, som er fugtig og mild om vinteren, med sig, mindskes muligheden - eller risikoen om man vil - for sne altså markant.
Dermed også hvid jul.
Dog understreger langtidsmeteorologen, at DMI's sæsonprognoser blot er en fortolkning af, hvordan vejret overvejende bliver. Derfor kan man ikke udelukke chancen for hvid jul, men blot konstatere, at den er mindre end normalt.
»Selvfølgelig kan der komme kortvarige indslag af koldt vejr, og hvis højtryk og lavtryk indfinder sig rigtigt frem mod juleaftensdag, så er der selvfølgelig stadig mulighed for hvid jul,« siger Steen Hermansen.
Hvid jul eller ej, så er det er altså ikke kun i december-måned, at vejret ser ud til at blive vådt og mildt.
Selvom prognosens usikkerhed stiger, jo længere frem vi kommer i vintermånederne, viser den, at muligheden for kulde øges en anelse i januar og februar, som klimatisk set er de to koldeste måneder på året.
»Sidst på vinteren er vores omkringliggende farvande kølet godt af, og den polare vinterkulde er som oftest også blevet mere veletableret og rykket lidt sydover,« siger Steen Hermansen.
Han slutter prognosen med at konkludere, at vinteren hovedsageligt ser ud til at ende til den milde og våde side, men at man aldrig kan udelukke, at Kong Vinter spiller os et puds.
