Hvis du er ved at være godt træt af regn og rusk, er der ikke ligefrem opmuntrende nyt fra DMI.
Der er nemlig endnu mere kraftigt blæse- og regnvejr på vej til Danmark.
'I den sidste uge af februar, ser vi ud til at få endnu et par kraftige blæsevejr med en del regn og stedvis hård kuling, lokal med risiko for stormvejr,' skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, i deres seneste månedsprognose.
Fortsættelsen i det ustadige vejr skyldes, at et intensivt lavtryk i starten af uge ni skal passere henover Danmark fra vest.
Detaljerne i DMIs seneste månedsprognose er fortsat usikre, men hvis prognonsen holder stik, så kan det intensive lavtryk resultere i kraftig blæst med op til hård kuling fra vestlige retninger - måske endda stedvis storm i uge ni.
Der er også chance for en del regn, og i de nordlige egne slud eller tøsne - og det er altså umiddelbart det tætteste, vi kommer på 'vintervejr' i vinteren 2019/2020, så hvis du går med et spinkelt håb om, at der bliver mulighed for at finde kælken frem, ser det sort ud.
Dagstemperaturerne i uge ni vil nå op mellem tre og syv grader, mens det i nattetimerne bliver mellem nul og fem graders varme.
Som helhed bliver ugen cirka to grader varmere og mere nedbørsfyldt end normalt.
Allerede i starten af marts tyder det dog på, at vejret gradvist stabiliseres, så vi slipper for helt lige så meget regn og blæst.
I uge 10 viser prognoserne, at vinden generelt vil være svagere, samt at der vil være mindre nedbørsmængder og flere dage med tørt vejr og chancer for sol.
Vi slipper dog ikke helt for regn. Et par svage fronter med skyer og regn vil nemlig sandsynligvis passere landet fra vest, hvilket kan resultere i enkelte byger af regn eller måske slud.
Ugen efter - i uge 11 - er der ret få ændringer i vejret. Dog vil der være chance for flere dage med stabilt vejr og ret gode solchancer.
Hvis DMIs månedsprognose holder stik, bliver vinteren 2019/2020 historisk. Ifølge det meteorologiske institut, er der nemlig udsigter til, at den indtager førstepladsen over varmeste vintre.
»Det ser ud til, at kalendervinteren ender med en gennemsnitstemperatur på cirka fem grader som gennemsnit for hele landet, og det er langt over det normale,« siger Klimatolog på DMI Mikael Scharling i en pressemeddelelse.
DMI har målt de danske vintre siden 1874, og tager man et kig på top 10 over mildeste vintre, ender vinteren 201972020 med stor sandsynlighed på en førsteplads.
»Den varmeste vinter er for nærværende vinteren 2006/07, der endte med et gennemsnit på 4,7 grader. Så prognoserne skal ændre sig meget, hvis den gamle rekord ikke skal slås med denne vintersæson,« siger Mikael Scharling.