Vejret i Skandinavien bliver åbenbart ved og ved med at opføre sig ekstremt for tiden.

Først blev det nye år i Danmark indledt med varmerekord for januar, da termometeret i Abed på Lolland nåede op på historiske 12,6 grader.

Og i onsdags blev det til det vådeste januardøgn i dansk vejrhistorie, da der på landsplan i Danmark faldt 21,1 millimeter regn.

Nu vil også Norge være med. Ikke alene er landet utrolig langstrakt – det kan åbenbart også rumme utroligt store temperaturforskelle.

Det kunne de norske meteorologer konstatere lørdag aften, hvor landets statslige organ Meteorologisk Institut på Twitter kunne oplyse, at der i løbet af det seneste døgn havde været næsten 50 graders forskel på den varmeste og koldeste temperatur målt på fastlandet.

I Norges største kommune Kautokeino, der ligger nord for Finland, var temperaturen natten til lørdag nede på minus 38,2 grader, mens der lørdag aften blev målt 11,1 graders varme i Opstveit i Vestland i den sydvestlige del af Norge på højde med Oslo.

Det giver en forskel på 49,3 grader, noterer Meteorogisk Institut i Norge.