Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Molslinjen er nu tvunget til at aflyse en række færgeafgange over Kattegat på grund af stormen Malik.

Det bliver nemlig umuligt at sejle de planlagte ture mellem Aarhus og Sjællands Odde.

Lørdag aften skyldes aflysningerne vinden, og i morgen søndag er det kombinationen af vind og meget kraftig højvande i Odden, som gør, at de ikke kan få færgerne helt ind til kajen.

Et yderst sjældent problem, lyder det fra Molslinjen.

»Det er en sjælden kombination, det sker virkelig sjældent, at vi må aflyse over Kattegat. Jeg kan ikke huske, at vi har haft det her problem før i min tid,« siger kommunikationschef ved Molslinjen, Jesper Maack, til B.T.

Rederiet har måttet aflyse de to sene sejladser lørdag og de seks første søndag morgen og formiddag.

Det gælder lørdag 29. januar, hvor de aflyste afgange er klokken 17.15 fra Aarhus og 19.00 fra Odden.

Søndag 30. januar aflyses klokken 07.45, 09.15 og 10.15 fra Aarhus, samt klokken 09.30, 11.00 og 12.00 fra Odden.

Har man haft reservationer til de aflyse afgange, bliver man kontaktet direkte og kan få en refundering.

Rederiet regner med at kunne genoptage færgedriften engang efter søndag formiddag.

Der er også aflyste afgange på Samsølinjen på grund af meldinger om det voldsomme vejr.

Det gælder fire afgange på Samsølinjen mellem Kolby Kås på Samsø og Kalundborg på Sjælland.

»Der er i princippet problemer på alle linjer. Det er en ret voldsom storm at være færge i,« siger Jesper Maack.