Nordjyderne har hvid jul hvert femte år, mens en middelfartbo i gennemsnit må vente 20 år på at se sne juleaften.

Sådan stor – eller lille – er sandsynligheden for hvid jul, når man ser på statistik fra de seneste år indsamlet af DMI.

Landsdækkende hvid jul har vi først i det øjeblik, hvor 90 procent af Danmark er dækket af sne 24. december.

DMIs tal siden 1874 viser, at den statistiske sandsynlighed for det fænomen kun er sølle otte procent. 

Så hvis du er typen, der drømmer om hvid jul, behøver du altså ikke vågne lige med det samme. 

Så er det bedre at sætte sin lid til det, meteorologerne kalder lokal hvid jul. 

Chancerne for hvid jul er – helt generelt – minimale. 
Chancerne for hvid jul er – helt generelt – minimale.  Arkivfoto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Selvom DMI kun har lokale målinger for hele landet fra 2011 og til i dag på den begivenhed, så er det tydeligt, at oddsene her er noget bedre. 

Vejrtjenestens kolleger hos TV 2 har set nærmere på beregningerne, som viser, at chancen altså er størst i Brønderslev med næsten 22 procent, mens den er mindst på Fyn ved Middelfart.

Det østlige Jylland og Bornholm er de næstbedste områder, når det kommer til muligheden for sne 24. december. 

Nordsjælland, Trekantsområdet og København har i gennemsnit hvid jul hvert tiende år, mens chancerne som antydet er virkelig små både omkring Middelfart, men også på Lolland og i Sønderjylland. 

Men ét er statistik, noget andet er global opvarmning.

Ifølge TV 2 Vejret er temperaturen i december steget med 3,4 grader sammenlignet med før år 1900.

Det betyder, at sandsynligheden for hvid jul – landsdækkende såvel som lokalt – falder år for år.