Den meteorologiske verdensorganisation (WMO) har alarmerende nyt til verdensbefolkningen.

Til klimatopmødet i Aserbajdsjans hovedstad Baku har organisationen netop lavet endnu et opråb om, hvad de kalder rød alarm på planeten – faktisk tyder det på, at det aldrig har stået værre til.

»Det her er endnu et SOS på planetens vegne. 2024 er ved at blive det varmeste år nogensinde,« siger Celeste Saulo, der er generalsekretær i organisationen ifølge BBC.

»Endnu varmere end 2023, der med længder oversteg alle rekorder. Klimaforandringernes hastighed på bare en generation er alarmerende,« fortsætter hun.

Ifølge WMO har den globale gennemsnitstemperatur mellem januar og september ligget 1,54 grader over temperaturen fra slutningen af den 19. århundrede.

Saulo kalder desuden de katastrofale oversvømmelser i Spaniens Valencia-region for nylig for et »wakeupcall«.

Kort inden klimatopmødet udsendte organisationen deres årlige rapport, som giver en status på klimaets tilstand og forslag til, hvad der kan gøres for at rette op på det.

En af dens hovedpointer er, at der skal gøres langt mere, hvis de globale temperaturstigninger skal holdes under 2 grader og sikre, at de ikke stiger over de 1,5 grader.

Det er ellers det mest ambitiøse mål fra Parisaftalen, at temperaturstigningerne ikke må komme over 1,5 grader på årlig basis – et mål, der altså ligger til at blive brudt for første gang i år.

Organisationen gør det dog klart, at målet ikke er officielt brudt endnu, da klimaet måles over flere år.