Danskerne skal være lidt ekstra varsomme, når vi i næste uge skal bevæge os ud i trafikken.

For der er et lusket vejr i vente, lyder det fra TV 2s meteorolog, Jens Ringgård Christiansen.

»Vejrsituationen er lumsk, da der kan opstå glatføre af flere forskellige grunde,« siger han til mediet.

For første gang i år kan der nemlig komme lokale snebyger, som gør vejene glatte.

Desuden er der risiko for trafikale problemer, når de våde veje kan fryse til is, samt de også kan være rimglatte.

Derfor siger meteorologen, at det er værd at have et ekstra vågent øje i morgentrafikken - især hvis natten bød på klart vejr.

For så er der oftere glatføre morgenen efter, lyder det.