Mange har nok ventet på, at det skulle ske:
At temperaturen endelig stiger til plusgrader denne weekend. Men det gælder også om at passe på – for tøvejret bringer farer med sig.
De stigende temperaturer vil nemlig kunne begynde at smelte al den kompakte sne, der ligger grund omkring. Også den sne og de istapper, der henholdsvis ligger og hænger på toppen af bygninger.
Til TV 2 lyder det fra mediets meteorolog Jens Ringgård, at man derfor bør være opmærksom, hvis man befinder sig i nærheden af høje bygninger, hvor sne og istapper pludselig kan falde ned under weekendens tøbrud.
»Nedfalden sne er komprimeret og tungt, og det kan i værste fald give kraniebrud. Man ser allerede nu i København, at der lukkes af for steder, hvor man ikke kan gå på fortovet,« siger han til TV 2.
Det er ejerne af bygningerne, der har ansvaret for at fjerne istapper, så man ikke risikerer, at de rammer eksempelvis fodgængere, der kommer forbi bygningen.
Torsdag advarede flere forsikringsselskaber også husejere om, at det kommende tøvejr kan give store skader.
De advarer samstemmende om risikoen for vandskader, når store mængder sne pludselig skifter form til vand.
Det kan du læse mere om i artiklen HER.

