Har du en snemand i baghaven, får den nok lov til at stå lidt endnu.
Men hvorvidt du eller dine børn får mulighed for at bygge en mere torsdag, er lige nu et godt spørgsmål.
Onsdag kom der endelig gang i bobslæder og snemændsbyggeriet rundtomkring i landet.
Og selv om vejrudsigterne melder om mere sne torsdag, skal vi ikke regne med, at der bliver tale om de samme mængder.
Det understreger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut Jesper Eriksen torsdag morgen.
»Vi får blandet nedbør med både regn, slud og sne. Det er svært at sige, hvor sneen falder, men det bliver ikke tale om de store mængder,« siger han og tilføjer:
»Der, hvor der falder mest, kommer der mellem en og fem centimeter, men mange steder vil der bare komme regn,« siger han.
Ifølge TV 2 Vejret er der størst chancer for snebyger i den vestlige del af landet og ved kyster med pålandsvind, men også i Østdanmark vil der være mulighed for sne- eller sludbyger.
Også denne gang bliver bornholmerne 'snydt' for hvidt nedbør.
»De får næsten ikke noget,« forudser Jesper Eriksen fra DMI.
Der er igen lagt op til en vinterlig dag med kulde og blæst. Ifølge DMI bliver de højeste temperaturer mellem frysepunktet og tre graders varme.
Vinden bliver let til frisk fra en nordøstlige retning. Ved kysterne stedvis hård vind.
Og det giver næste sig selv, men på grund af vintervejret advarer DMI også torsdag om sne- og isglatte veje mange steder.


