Der er en smule mere sne på vej mange steder fredag. I løbet af dagen går nedbøren dog mest over i slud og regn.

Så hører du til dem, som pludselig er kommet i julehumør i januar, fordi den længe ventede sne endelig er kommet, så glæd dig.

Der er nemlig mere på vej i løbet af dagen, lover DMI.

Godt nok ikke så meget, og slet ikke i nærheden af de mængder, det meste af landet fik onsdag.

Men, som vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Mette Zhang, udtrykker det:

»Lidt drys hist og pist.«

Hun forklarer, at det i morgentimerne allerede sner i den østlige del af Jylland. Nogle steder på Fyn og »hist og pist« på Sjælland og i hovedstadsområdet.

I modsætning til de seneste dage sner det fredag morgen også lidt på Bornholm.

Der er lidt mere sne på vej mange steder i løbet af fredagen, lover DMI. (Arkivfoto)
Der er lidt mere sne på vej mange steder i løbet af fredagen, lover DMI. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi får mest sne fra morgenstunden. I løbet af dagen bliver det nok mere slud og regn,« siger hun.

Prognoserne tyder på, at der kan falde snedrys over det meste af landet, men Mette Zhang tilføjer, at vestjyderne nok »går mest fri«.

Endnu engang har vi udsigt til en kold dag med temperaturer fra lidt under til lige over frysepunktet i dagtimerne.

Til gengæld er der mulighed for et enkelt solstrejf – især i Vestjylland og i Nordsjælland, lover meteorologen.

Natten til lørdag tegner til at bliver »lidt småkølig«, forudser Mette Zhang, men det afhænger helt af, hvorvidt det klarer op eller ej.

»Lørdag ser heller ikke ud til at blive særlig varm, og der kommer sne eller slud først på dagen. Det bliver mere tørt i løbet af dagen, men temperaturerne vil stadig være til den kølige side,« siger Mette Zhang.