Det er med at finde det lette og luftige sommertøj frem, for de næste mange dage kommer solen til at bage ned over hele landet.

Særligt ser det dog ud til, at temperaturen kommer til at kulminere torsdag.

Det fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, til B.T.

»Det ser ud som om, at i morgen (torsdag, red.) bliver den varmeste dag - og måske på mandag,« fortæller han og fortsætter:

»Mandag er dog stadig så langt væk, at det er usikkert, men i morgen ser ud til at blive den varmeste af de her kommende dage.«

Helt præcist spår vejrprognoserne, at termometrene kommer til at vise mere end 30 grader flere steder torsdag.

Dog hovedsageligt i den sydlige del af Jylland, som får varmen transporteret op fra Tyskland.

Før vi kommer til den brandvarme torsdag, skal vi dog lige igennem en onsdag, som også bliver til den ganske lune side.

»Det bliver temmelig solrigt,« siger Klaus Larsen om vejrudsigten for onsdagsdøgnet.

»Der kan da komme nogle småskyer i løbet af dagen, men det er ikke noget, der kommer til at ødelægge det store billede.«

Det store billede viser nemlig, at vi kan se temperaturer oppe i nærheden af de 30 grader onsdag. Særligt i Vestjylland og på Vestsjælland.

Resten af landet 'følger pænt med', hvor man kan få temperaturer på mellem 23 og 28 grader rigtig mange steder.

»Hvis man ser på de kommende dage, så kommer man til at svede noget mere, havde jeg nær sagt,« griner meteorologen.

»Vi kommer til at ligge i den høje ende af 20-skalaen langt de fleste steder - faktisk resten af måneden, ser det ud til,« tilføjer han.

Det ser dermed ud til, at det først er engang i midten af næste uge, at det højtryk, som lige nu giver os det varme vejr, bevæger sig så langt væk, at vi får lidt koldere luft ned fra nordøst.

»Men det er der noget tid til, og det kan man så - hvis man er til varme - glæde sig over,« fortæller Klaus Larsen.