Efter en våd søndag starter mandag morgen tørt og solrigt de fleste steder i landet, men hvis man tror, man kan ånde lettet op, kan man godt tro om igen.

DMI har nemlig natten til mandag udsendt et såkaldt risikovarsel, der advarer om kraftig regn og lokale skybrud i godt og vel hele landet.

'Der er risiko for kraftig regn, lokalt mellem 25 og 35 mm på seks timer. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter,' skriver DMI.

Områderne, der kan risikere at blive ramt af meget regn, er Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Syd- og Sønderjylland, Østjylland, Midt- og Vestjylland samt Nordjylland.

De eneste, der ser ud til at slippe for at slæbe paraplyen med sig i dag, er bornholmerne, fortæller Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI.

»Det bliver en varm dag, men primært fra i eftermiddag vil der altså være stor risiko for lokale tordenbyger og skybrud,« siger han og fortsætter:

»Det kan ramme alle steder i landet undtagen på Bornholm, og umiddelbart ser det ud til, at den sydvestlige del af landet bliver ramt mest, men det kan vi ikke vide os sikker på.«

DMI's risikovarsel starter fra klokken 12 mandag og slutter ved midnat, men det betyder ikke, at regnen er overstået der:

»Man skal bestemt ikke tro, det er overstået af den grund, for der ligger et andet varsel og venter efter midnat. Det justerer vi løbende i gennem dagen, når vi kommer tættere på,« siger Frank Nielsen.

Selvom det bliver en våd dag, behøver man ikke at tage det varme tøj frem fra skufferne.

Ifølge Frank Nielsen bliver det nemlig mange steder helt op til 30 grader.

»Det er med at pakke både badetøj og paraplyen i dag, for det bliver sådan et vejr, hvor man måske kan sidde på Amager Strand og nyde solen, mens man kan se regn- og tordenbyger hen over Nordsjælland.«