Selvom det er blevet forår, kommer snebygerne stadig væltende ind over landet. Onsdag er ingen undtagelse, og her vil fem til ti centimeter falde i hele landet.

Det oplyser DMI til BT.

Du kan dermed roligt pakke forårskjolen væk igen og i stedet finde skibukserne frem.

Sneen kommer sydfra og starter med at farve Lolland og Falster hvid onsdag morgen. Senere på formiddagen og eftermiddagen får Sjælland og Fyn en tur, og om aftenen bliver Jylland inkluderet i den kommende snebyge.

I alt vil der falde mellem fem og ti centimeters sne, men nogle steder kan man være heldig, at den falder som tøsne og slud, fortæller Henning Gisselø, vagthavende meteorolog hos DMI, som dog også forsikrer, at det ikke bliver en voldsom snestorm:

»Der bliver ikke så meget vind, og sneen er så tung, at den ikke vil fyge, som vi så det i sidste uge,« siger han.

Henning Gisselø fortæller, at der vil falde mest sne på Sjælland og i Nordjylland, men han forventer dog ikke, at det vil påvirke trafikken meget.

»Det giver næppe de store trafikale problemer, jeg forestiller mig ikke, at veje bliver lukket på grund af sneen, men der bliver nok glat,« fortæller Henning Gisselø.

Dagstemperaturerne onsdag kommer til at ligge mellem frysepunktet og tre grader, men det er formentlig først, når sneen er faldet, at temperaturen rammer frysepunktet.

Sneen smelter i løbet af torsdag, og vi kommer igen til at få dagstemperaturer over frysepunktet, men historien gentager sig senere på ugen, og natten til fredag falder sneen igen.

»Der kommer et nyt snevejr, der skal passere landet natten til fredag. Det bliver hele landet, der får en sjat. Men så ser det også ud til, at vi lige holder en pause og trækker vejret,« siger meteorologen.