Den nye uge skydes i gang med ganske flot og ligefrem helt sommerligt vejr.

Men der hører også et 'men' med.

For der er lige det, som meteorolog Bolette Brødsgaard hos Danmarks Meteorologiske Institut kalder 'et bump på vejen'.

I de tidlige morgentimer kan der nemlig ligge dis, tågebanker og lave skyer flere steder.

»Når solen varmer dis og tåge op, løfter fugten sig og kan en overgang danne en overskyet himmel, inden solen brager igennem,« forklarer hun i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

Bumpet er dog en kortvarig affære, før der kommer sol over landet.

Det skyldes et højtryk over Holland og Tyskland, som kaster sommerligt vejr af sig herhjemme.

»Højtryksvejr plejer at betyde godt vejr, og det lige hvad vejret i dag byder på: Masser af sol,« som Bolette Brødsgaard beskriver det.

Det betyder, at vi mandag kan få temperaturer op mellem 20 og 23 grader.

»Husk solcreme – for solen har stadig magt,« lyder rådet fra meteorologen i vejrkommentaren.