Vi får den flotteste afslutning på september.

Onsdag bliver nemlig tredje dag i træk, hvor temperaturerne sniger sig over 20 grader.

»Det ser rigtig dejligt ud. Vi får en dag med tørvejr og masser af sol.«

Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog, Anja Bodholdt. 

De seneste dage har været lune, og det fine vejr bliver endnu bedre på årets sidste septemberdag. 

Her lover DMI mellem 17 og 20 grader, ja måske endda 21 grader.

»Det er kun lige Bornholm, der skiller sig ud, hvor det bliver mere skyet. Men resten af landet har gode solchancer.«

Præcis hvor det bliver varmest, tør hun dog ikke spå om. Men det bliver i den sydøstlige del af landet, understreger hun. 

Til gengæld bliver det »temmelig blæsende« med en let til frisk vind. Det burde dog ikke ødelægge indtrykket af en rigtig flot dag.

»Det ser dejligt ud,« siger Anja Bodholdt.

Torsdag fortsætter »lidt i samme dur,« lover hun, men efterhånden kommer der skyer ind fra vest med et regnvejr til Jylland.

Det trækker efterhånden videre mod øst. 

Fredag bliver med lidt mere blandet vejr – regn, sol og blæst – og en lille smule køligere.

»Men overordnet set er der ikke noget, der tyder på, at vi får klassisk efterårsvejr med regn og blæst lige med det samme,« siger den vagthavende meteorolog.