Skal du kun finde én ting frem fra klædeskabet tirsdag morgen, så »må det vel blive shorts.«

Sådan lyder det fra DMI, og det lyder jo godt. Men de gode nyheder stopper ikke her. Langtfra. Det bliver meget bedre senere på ugen. Men det kommer vi til.

Først til tirsdag morgen.

»Det er vel shorts-vejr, men det bliver ikke rigtigt bagende vejr,« siger vagtchef Martin Lindberg om tirsdag morgen med solrigt vejr over stort set hele landet.

Her lover vagtchefen op til 14 grader. Og i løbet af eftermiddagen kan graderne snige sig op på de 19 - størst er chancen i Aarhus og den østlige del af Jylland.

Og nu hurtigt videre til den helt store nyhed, hvis altså du er til sol og sommer. Onsdag sker der ligefrem »spændende ting,« fortæller en begejstret vagtchef.

»Jeg lover en varmebølge, som starter onsdag. Over 25 grader. Og den bliver nok relativt lang - i en uge eller måske mere,« siger Martin Lindberg.

»Så det er godt for dem, som synes, at det måske har været lidt køligt i juli.«

Og han skulle vide, hvad han taler om, meteorolog Martin Lindberg. Han har nemlig speciale i de lange prognoser, forklarer han.

Det, der midt på ugen er på vej over Danmark, er det første rigtige vejrskifte siden slutningen af juli, fortæller han videre.

Så find dine shorts frem tirsdag morgen. Gem dem ikke væk. En varmebølge er på vej.

Det lover DMI.