Det er ikke kun kalenderen, der siger, at vi er gået ind i efteråret. Det samme gør vejret nu også, for et vejrskifte gør, at sommeren ser ud til at være endegyldigt forbi.

»Det ser ikke for godt ud.«

Sådan lyder det fra den vagthavende meteorolog - Steen Rasmussen - fra DMI, når han kigger på vejrudsigten for den næste uges tid.

Mens skyerne tirsdag for det meste er hvide og lader solen skinne flere steder, gemmer grå og regnvåde skyer de næste mange dage solen langt væk.

»Det ser ud som om, at det tirsdag bliver tørvejr - på nær på Bornholm, men ellers kommer der regnvejrsområder ind over landet i en lind strøm de næste par dage, så efteråret nærmer sig hurtigt, kan man sige,« fortæller Steen Rasmussen.

Særligt onsdag bliver et vådt bekendtskab.

Et regnvejr, der lige nu ligger over Nordsøen, forventes at drive ind over landet, og det vil bringe skyer og regn med det meste af dagen og natten.

Torsdag vil regnvejr endnu præge dagen, men det vil derefter stille og roligt gå i opløsning, så der kan blive plads til lidt sol. Fredag får vi besøg af et nyt regnvejr, der dog sidst på dagen forventes at kunne klare op med nogle byger, mens landet i weekenden vil blive ramt af nogle byger. Der vil dog også være mulighed for at få lidt sol nogle steder mellem bygerne.

Kigger Steen Rasmussen på nedbørstallene ser det ud til, at det er hele landet, der bliver gennemblødt.

»Hvis jeg regner tallene sammen til og med lørdag, ser det ud til, at vi får temmelig meget nedbør, og at der ikke kommer til at være den store forskel på landsdelene. Vi kommer til at ligge et sted mellem 30 og 36 millimeter regn, hvoraf vi får hovedvægten de næste par dage, særligt onsdag. Så der er regn til stort set alle,« forklarer han.

Onsdag forventes det at blive værst i de sydlige egne af landet, hvor der kan falde mellem 10 og 20 millimeter regn, mens de nordlige egne kan forvente omkring 10 millimeter regn.

»Så det bliver en våd omgang,« siger meteorologen.

Der er derfor ikke rigtig udsigt til en såkaldt 'indian summer', der kan udskyde efteråret lidt.

»Det her vejr fortsætter faktisk de næste 10 dages tid, som jeg lige kan se. Det fortsætter bare med noget lavtryk og med perioder med regn og byger. Det kan godt være, der lige kommer en dag med sol og tørvejr ind i mellem, men der kommer ikke mange af dem,« siger Steen Rasmussen.