»Det er altså ret meget, når vi kommer fra ingenting.«

Vi har den seneste tid været vant til strålende solskin, høje temperaturer og næsten ingen vind. Men de kommende dage kommer det til at ændre sig. Markant.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Trine Pedersen, til B.T.

»Vi har nærmest ikke haft noget vind den seneste tid, hvor temperaturerne har været høje. Så det kommer nok for nogen til at føles noget surt efter al den varme,« siger hun og tilføjer:

»Temperaturen falder også ret markant, og det er i den forbindelse, at vi får en mere jævn til hård vind, og det er altså ret meget, når vi kommer fra ingenting.«

Først skal vi dog lige igennem en overskyet torsdag, som følger en smule i fodsporene på de to seneste dage, hvor der har været skybrud flere steder.

Helt så kraftigt ser det dog ikke ud til at blive, men regnen slipper store dele af landet ikke for.

Regnbygerne går i land fra vest, og derfra bevæger de sig mod nordøst, så de trækker vanddråberne med den vej ind over landet. Dermed ser de sydlige egne på Fyn og Sjælland ud til at gå fri for den værste regn – og det samme med Bornholm.

»Temperaturmæssigt har vi taget et dyk,« forklarer Trine Pedersen om torsdagsdøgnet, hvor man på Vestkysten måske kun får 18-19 grader, mens det bliver varmere, jo mere østpå man kommer.

På Sydsjælland kan der blive 24 – måske 25 – grader.

»Vi er i et skifte-vejr, og vi er ved at komme ind i de her klassiske vejrstrømninger med noget køligere temperaturer med regn,« forklarer Trine Pedersen.

Hen over weekenden ser temperaturerne til at falde yderligere over hele landet. Fra 25 grader fredag til 15-20 grader i begyndelsen af næste uge.

»Det er egentlig ikke, fordi det bliver specielt koldt. Vi har bare været vant til, at det har været så flot den seneste tid. Jeg synes personligt, det har været for varmt, men det er et lidt brat skifte, det her,« fortæller meteorologen og tilføjer:

»Hvis det havde været et hvilket som helst andet tidspunkt på året, så havde vi sagt, at det ville være okay vejr, men ikke efter 30 grader.«