Har du netop smidt halsedissen, handskerne og skiundertøjet ind i skabet igen?

Så er det desværre tid til at finde det frem igen. Efter et par dage med omkring 15 grader og en lun efterårssol vil fredagen byde på regn og lavere temperaturer.

»Der kommer et markant vejrskifte fredag. Vi får en koldfront ind over landet fra vest, og det betyder, at temperaturerne kommer til at ligge på omkring 9 til 12 grader, og så vil det også regne,« oplyser Lars Henriksen, der er vagthavende i DMI.

Koldfronten kommer vestfra, og de største mængder regn vil falde i den nordvestlige del af landet i den første del af dagen, mens det senere på eftermiddagen og aftenen kun vil være »småtteri«.

Det vil også blæse en tand, men det er for tidligt at tale om et decideret kuldeindeks.

»Der kommer det, som vi kalder en jævn til frisk vind. Det er ikke koldt nok til, at man taler om et kuldeindeks, men det vil da altid føles lidt koldere, når det blæser,« siger Lars Henriksen.

Koldfronten sætter også sit aftryk på den kommende weekend, men heldigvis bliver det bedre i næste uge.

Her viser DMI's prognose, at vi i midten af næste uge kan snige os op på de 15 grader og igen få besøg af efterårssolen.