Hvis søndagsvejret føltes en anelse forvirrende, så kan mandag meget vel blive en gentagelse.

Kort sagt, så starter vi endnu en sommeruge ud med både tørvejr og regn.

»Vi begynder med lidt eller nogen sol, men også spredte byger, som godt kan være med torden,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Trine Pedersen, til B.T.

Den helt store udfordring er så at forudse, hvor og hvornår regnen præcist rammer. 

»Søndag gik det jo ikke helt efter planen,« lyder det med et smil fra Trine Pedersen.

Her blev det nemlig først varslet, at søndagens bygevejr til en start ville ramme Sjælland, alt imens det så endte med at begynde i det jyske.

»Vores prognoser og vejret er nogle gange ikke helt enige,« tilføjer meteorologen.

Og mandag skal vi lidt ud i samme øvelse, for her står den mest af alt på lokale byger. Dog stadig kraftige. 

»Men det er svært at sige, hvor de præcist rammer. Men nok mest i den sydlige del af landet.«

Trine Pedersen påpeger dog, at mandag ikke kun står i bygernes tegn, men også i høj grad tørvejr, som ser ud til at blive mest udbredt i det nordjyske.

Men de drilske byger kan stadig godt ligge og lure.

Og lige netop derfor hjælper det ikke nødvendigvis at sidde med hovedet nede i en vejrapp, lyder det fra meteorologen.

»Ikke når det gælder bygevejr. Den kan ramme rigtigt, men også forkert.«

Her har Trine Pedersen et andet råd:

»Hold øje med radaren, og kig ud af vinduet.«