»Bevæg jer kun udenfor, hvis det er absolut nødvendigt.«

Sådan lyder opfordringen fra Fyns Politi på Twitter natten mellem lørdag og søndag.

Stormen Malik har raset natten igennem over hele landet.

Mere end 200 henvendelser om væltede træer er det blevet til på Fyn siden lørdag aften ved 22-tiden. Der er kun tale om materielle skader og altså ingen skader på mennesker, fortæller Lars Thede, der er operations-leder ved Fyns Politi.

På de større veje er der styr på situationen. På de mindre veje kan der gå lidt længere tid før der bliver ryddet.

Ud over det, så har politiet fået en enkelt melding om en skorsten, der er faldet ned fra taget på en bygning på Pjentedamsgade i det centrale Odense. Skorstenen væltede ned på gaden. Ingen personer kom til skade. Men der ligger muligvis flere løse sten på taget, advarer Fyns Politi.

Brandvæsenet er tilkaldt for at sikre stedet.

Også i den anden ende af byen har Malik vist tænder.

Ved Dianavænget i Odense-bydelen Dalum faldt der tagsten ned fra boligblokkene.

Tidligt søndag morgen er det mest stormen, der udfordrer danskerne, men i morgen- og formiddagstimerne vil vandet stige og huse og bygninger risikerer at blive oversvømmet.