Hvis du ikke er helt klar til det kolde vintervejr, skal du se frem til weekenden.

Her kan du roligt lade sin vinterjakke hænge hjemme i garderoben, hvis du har planer om at bevæge dig uden for.

»Der er en del skyer og en varm luftmasse på vej ind over landet. Det bliver derfor en mild og blæsende dag,« lyder det fra Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Det bliver mellem 10-12 grader over hele landet i løbet af lørdagen. Og blæsten - den skal man ikke lade sig skræmme af.

For den giver en god anledning til at tage en tur mod havet.

»Især kysterne mod vest. Her vil jeg tro, at der kan være skum på bølgerne. Man kan blive blæst godt igennem uden at blive kold,« forklarer Bolette Brødsgaard.

Dog kan der komme lidt regn, hvis du befinder dig i Nordjylland, men så må man væbne sig med en paraply.

Søndag bliver en smule koldere i luften, fortæller vejrmeteorologen:

»En koldfront passerer lørdag nat. Det kan give lidt regn hist og her. Søndag morgen er der en anden type luft, som er klar i det.«

»Det bliver nok ikke over 10 grader. Nok mellem 8-10,« siger Bolette Brødsgaard.

Men selvom det er koldere, bliver vejret ikke kedeligere. For dagen bliver oplyst af solen.

Og så stopper det lune efterårsvejr også her.

»Natten til mandag kommer der nattefrost. Desuden vil der være rimglatte veje, og man vil opleve at skulle skrabe bilen fri,« lyder det fra Bolette Brødsgaard.

Og et lille tip fra vejrmeteorologen er at få dækket sine roser af, hvis ikke det allerede er gjort.

»Søndag er sidste dag inden nattefrosten.«