Det lune og solrige vejr hænger i disse dage over Danmark – og der er bestemt ingen grund til at pakke T-shirts og solbriller væk lige foreløbig.

Resten af ugen buldrer det afsted med temperaturer over 25 grader.

Og i næste uge bliver solens stråler blot ved, oplyser DMI i en frisk månedsprognose.

Helt op frem til 17. september kan vi godt forvente sol, blå himmel og temperaturer op mod 23 grader.

Et øjebliksbillede af, hvordan vejret bliver i Danmark frem til 17. september.
Et øjebliksbillede af, hvordan vejret bliver i Danmark frem til 17. september. Foto: DMI
Vis mere

Det skyldes et højtryk, der bygges op over Nordatlanten og de Britiske Øer, og som bevæger sig mod Danmark.

I den efterfølgende uge (18.-24. september) ændrer det sig en smule.

Temperaturerne forventes at toppe ved 20 grader.

Men så kan det også betale sig at have paraplyen stående tæt ved døren, da enkelte skyede og regnfulde dage kan tage teten, hvilket giver et noget mere ustadigt vejr, skriver DMI.

Faktisk siger DMIs prognose, at det solrige vejr vender tilbage i oktober. Men først skal vi lige igennem den sidste uge af september.

Her fortsætter det ustadige vejr med skiftende sol og regn – og temperaturer mellem 15 og 20 grader.

Og så er vi ved den sidste uge, hvor der blot er to måneder til 1. december.

Dog er der ikke meget næsten-julestemning over prognosen, oplyser DMI.

»Højst sandsynligt vil højtrykket i perioder ligge tilstrækkeligt tæt på os til at give flere dage med tørt og solrigt vejr samt mulighed for, at varm luft at strømmer op fra sydøst. Men af og til vil højtrykket bevæge sig mod øst og give plads til, at lavtryk og tilhørende fronter kan passere landet fra vestlige retninger,« skriver langtidsmeteorolog Tove Fast.

Det skal rettelig siges, at udsigterne for begyndelsen af oktober er meget usikre.

Men så er det altid noget, at vi kan lune os i varmen i det meste af september.