Først sol – så regn. Og måske endda hagl og slud.

Sådan ser lørdagens vejr ud, hvis man skal koge prognoserne ned til ganske få ord.

Lad os lægge ud med den gode nyhed:

Vinden har lagt sig, og stormen Rolf har forladt landet. 

Så i forhold til fredagen bliver lørdagen anderledes rolig og uden hverken modvind eller kraftige vindstød. 

»Man kan nøjes med at tage en paraply med i tasken,« lyder det fra den tidlige morgenstund fra vagthavende meteorolog hos DMI, Trine Pedersen.

For selvom du står op til sol og blå himmel, så varer det fine vejr desværre ikke mere end nogle timer. 

»Lørdag morgen og middag starter det hele meget pænt med tørvejr og lidt eller nogen sol de fleste steder,« siger meteorologen og tilføjer så straks efter:

»I løbet af eftermiddagen trækker en front op med spredte byger, og de kan være med hagl og slud.«

Det mest sandsynlige scenarium er dog ifølge Trine Pedersen, at bygerne falder som regn.

Til gengæld er det kun Bornholmerne, der slipper for dem.

Resten af landet kan forvente nedbør i en eller anden form, lyder det. Men hvem, der får hvad, er det svært at forudsige. 

Temperaturerne kommer til at ligge mellem fem og ni grader. 

Efter en lang vinter med både kulde, sne og masser af regn og blæst, glæder den vagthavende meteorolog sig over, at afslutningen på februar ser rolig og udramatisk ud. 

»Jeg ved ikke, om jeg må sige, at vi er ved at være træt af varsler herinde, men det er lige før,« siger hun med henvisning til de store nedbørsmængder og kraftige blæst, vi har haft på det seneste. 

Hun vil dog ikke helt kalder det forår endnu.

»Men vi går ind i en uge, hvor jeg tror, at man vil synes, at det egentlig er rimeligt pænt vejr,« slutter hun.