Lørdag kan (de fleste) danskere vågne op til endnu et skifte i vejret.

For efter en ny omgang sne i de seneste dage, byder vejrmenuen igen på mildere fornemmelser.

»Der er allerede plusgrader flere steder. Mellem en og tre grader,« oplyser vagthavende meteorolog hos DMI Martin Lindberg lørdag morgen.

Her skal det lige indskydes, at det ikke gælder for Thy, Himmerland, Vendsyssel og Nordjylland. Indbyggerne her er undtagelsen.

For i de nordligste egne af landet sner det nemlig ufortrødent videre denne lørdag.

»Og det holder nok først op ud på eftermiddagen,« lyder det fra DMIs Martin Lindberg.

Der kan falde helt op til 10 centimeter sne – i Thy kan der lokalt endda blive tale om op til et nyt lag på op til 15 centimeter.

Men i resten af landet vil der altså være plusgrader, hvor der lige vil være en grad varmere i de sydlige egne.

Og nedbøren fra den stadig overskyede himmel vil i stedet blive regn.

Det betyder også, at den sne, der her er faldet i de foregående dage, allerede igen må på retræten.

»Jeg er ikke sikker på, at det forsvinder helt, men når det regner, bliver det i hvert fald i første omgang mest til sådan noget sjap,« siger Martin Lindberg fra DMI.

Ellers bliver det stadig relativt blæsende. 

Ikke mindst i Nordjylland, hvor der dog i øvrigt også kommer temperaturer på den gode side af nul i løbet af lørdagen, når sneen efterhånden aftager.