Lidt af en blandet landhandel. En grå landhandel.
Sådan beskriver Rasmus Stoltze Hansen, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T., lørdagens vejr.
Mange steder vågner danskerne nemlig sandsynligvis op til skyet vejr.
I det sønderjyske vil det nok mest være regn, der er i luften fra morgenstunden.
I den anden ende af landet, nemlig Sjælland, vil dagen også være præget af skyer og ellers bare tåge.
»Sådan noget vejr, mange nok vil kalde kedeligt,« lyder det fra Rasmus Stoltze Hansen.
Det grå vejr vil heller ikke kun være over sjællænderne, men kan også godt bevæge sig henover Fyn og også æde sig vej til noget af det østlige Jylland.
»Sådan noget rigtig snusket vejr,« uddyber meteorologen.
Til gengæld bliver det en lørdag med plusgrader. Ikke så mange, mellem 1 og 5 grader, men stadig mere end vi den seneste tid har været vant til.
»Så man vil nok opleve, at det niver lidt mindre i næsehårene. Ikke fordi, det er varmt, men det er heller ikke fisende koldt.«
