Ligger over Danmark i morgen tidlig: 'Sæt farten ned,' siger DMI
Selvom det formentligt bliver kortvarigt, så skal man tørre søvnen ekstra godt ud af øjenkrogen tirsdag morgen, siger DMI.

Selvom det formentligt bliver kortvarigt, så skal man tørre søvnen ekstra godt ud af øjenkrogen tirsdag morgen, siger DMI.

Danskere, der møder ekstremt tidligt på arbejde tirsdag morgen, skal være varsomme.
Dagens første timer kommer nemlig til at være dækket af en mild omgang tåge, der gør, at bilister skal være en anelse ekstra opmærksomme i morgentrafikken.
Sådan lyder meldingen fra Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, og som også understreger, at det kun er gældende for dem, der står allertidligst op.
»Dagen starter med lidt tåge, der samler sig i løbet af natten og først på morgenen. Det er i meget begrænset omfang og ikke specielt tæt, men man skal lige sætte farten ned, når man møder en tågebanke,« siger han og fortsætter:
»Det skulle gerne forsvinde, som solen begynder at stå op, og derfra er det formentlig blot den lave sol, der vil kunne blokere udsynet.«
For tirsdag bliver derfra for det meste solrigt – men med nogen skyer.
Særligt i den sydvestlige del af Jylland, kan man »føler sig snydt,« siger den vagthavende meteorolog.
»Der vil man få nogen flere skyer end for eksempel på Fyn og Sjælland, hvor der vil være fuld sol det meste af dagen. Bornholmerne får nok også flere skyer først på dagen, som kan ligge og genere,« lyder det fra Klaus Larsen.
Fra skyerne kan der også snige sig en byge eller to ind.
Temperaturerne vil ligge i et køligt forårslejde på mellem 10 og 15 grader med en svag til jævn vind.