Temperaturen er begyndt at stige, mens fuglene er begyndt på at synge rundt omkring.

Men selvom der dermed er dukket flere forårstegn op, betyder det ikke, at vinteren er blevet sendt i hi for i år.

Det forklarer meteorolog Henning Gisselø i en vejrkommentar på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

Hvis vi lægger ud med det gode først, så er det, at de kommende dage vil byde på et mix af skyer og sol og kun lidt regn.

»Kombineret med at lun luft trækker op over landet fra retninger omkring syd, giver det gode muligheder for pæne temperaturer, når solen kommer frem,« forklarer meteorologen og oplyser, at temperaturen kan nå op på tocifrede varmegrader.

Kyster med pålandsvind vil dog ikke få helt de samme lune temperaturer, da havvandet endnu er koldt.

»Fuglene har allerede spottet forårets komme og er begyndt at synge på livet løs. Om det så betyder, at vi for alvor har sendt vinteren på sommerferie, er dog nok lidt for tidligt at konkludere,« lyder det fra Henning Gisselø i vejrkommentaren:

»Den kolde vinterluft ligger stadig ret tæt på Danmark, så et par dage med nordøstenvind vil hurtigt sende foråret i venteposition, før det igen får mulighed at komme til landet.«