Skal du ud at køre lørdag aften, så bør du køre ekstra forsigtigt. Et isslag har ifølge DMI ramt store dele af landet.

Bilister over hele landet opfordres af både politiet og DMI til at køre forsigtigt på grund af et pludseligt isslag.

»Vi har enkelte observationer om underafkølet nedbør, og det er i forbindelse med den her frontzone, der passerer landet. Men der er ikke tale om en klassisk situation, og det er ikke så tit, man oplever, at det rammer på den måde,« siger vagthavende meterolog ved DMI, Anja Bodholdt.

Ifølge DMI har det pludselige isslag ramt Sjælland, Fyn og den østlige del af Jylland og vil i løbet af de næste timer trække mod syd.

»Der er en risiko for, at der er meget glat. Det er jo regn, der er underafkølet, og når det rammer en hård overflade, så fryser det til is,« siger Anja Bodholdt.

De glatte veje har også fået Vestegnens Politi til at opfordre bilister i kredsen til at være ekstra varsomme.

'Der er mange meldinger om særdeles glatte veje i Høje Taastrup og omegn. Der saltes på livet løs, men kør nu forsigtigt og kom godt hjem,' lyder det.

Foto: DMI
Vis mere