Pas ekstra godt på, hvis du skal ud at køre bil denne fredag morgen. Der kan nemlig være meget glat på vejene.

Særligt i de nordjyske egne kan der være rim- eller isglatte veje. Det oplyser den vagthavende meterolog hos DMI, Jesper Eriksen, til BT.

»Det er en lidt drilsk situation,« fortæller han.

I Nordjylland ligger temperaturen fredag morgen mange steder på vejbanerne under frysepunktet, og dermed er der risiko for pletvis rim- og isglatte veje, hvis vejbanerne er våde. I den sydlige del af landet er vejbanernes temperatur et godt stykke over frysepunktet.

»Der er så lige sådan en zone mellem de to steder, hvor der lokalt kan være galt, og det kan jo drille folk,« siger Jesper Eriksen.

Mulighed for sne fredag aften og nat

Først ud på formiddagen, når temperaturen stiger, forsvinder risikoen for glatte veje.

»I løbet af dagen kan der komme nogle kig til solen, og til aften kan der komme nogle byger med slud eller sne også,« lyder det fra meteorologen.

Bygerne med sne og slud vil dog kun ramme meget lokalt.

»Men vi forventer, at der bliver frost de fleste steder i nat, og lørdag når vi kun op mellem frysepunktet og tre graders varme, så der bliver ikke særlig varmt i weekenden,« siger Jesper Eriksen og slutter:

»Så hvis der kommer noget sne, så er det kun ganske langsomt, den smelter.«