Ifølge kalenderen skulle det være tidligt forår, men virkeligheden er en ganske anden rundt om i Danmark, hvor temperaturer omkring frysepunktet og blæst gør det til en iskold fornøjelse at færdes udendørs.

Og hvis du synes, det var koldt fredag eftermiddag, så er det ingenting ved siden af, hvad der er i vente.

»Det er bidende koldt og blæsende derude. Dagtemperaturen ligger omkring frysepunktet og natten til lørdag kommer temperaturen lokalt ned på omkring syv minusgrader. Men på grund af vinden vil det føles som helt ned til 17 graders frost,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Mette Wagner og fortsætter:

»Så hvis du har planer om at gå i byen i nat, så tag godt med tøj på og lad stiletterne blive hjemme.«

Koldest bliver det i Nordjylland, på Fyn og i Midtsjælland.

Foto: DMI
Vis mere

Lørdag fortsætter det kolde vejr, og her vil store dele af landet endda blive ramt af snebyger. Det er især Østersø-regionen, som må holde for. Bornholm, Sydsjælland, Lolland, Falster og Langeland kan få et par centimeter sne, mens Midt- og Østjylland kan rammes af snebyger, der dannes over Kattegat.

»Søndag bliver det lidt varmere med temperaturer mellem frysepunktet og fire graders varme midt på dagen, men om aftenen og natten bliver det igen meget koldt,« siger Mette Wagner.

Hvorfor er det så koldt her i midten af marts, hvor det ellers ifølge kalenderen skulle være forår?

»Det er det, fordi der ligger et stort højtryk over hele Skandinavien med iskold luft, som er kommet hele vejen fra Sibirien. Den tiltagende vind gør endda, at det føles endnu koldere.«

Hvornår kommer der forår i luften?

»Jeg kan ikke finde tegn på rigtigt forårsvejr i vore prognoser endnu, desværre. Men tirsdag i næste uge vil det midt på dagen føles lidt forårsagtigt med omkring syv graders varme og sol. Opholder du dig i solen, hvor der er læ, vil du kunne mærke solens varmende stråler,« siger Mette Wagner.

Men deciderede forårstemperaturer må vi danskere nok kigge med længsel efter et stykke tid endnu, advarer hun.