De seneste dage har kulden for alvor meldt sin ankomst herhjemme, men snart støder noget andet til også.
Nemlig et nyt, koldt lavtryk, som kan ende med at kaste snevejr af sig. Over flere dage.
Sådan lyder det fra de vagthavende meteorologer Erik Hansen og Klaus Larsen i en vejropdatering hos Danmarks Meteorologiske Institut.
Hvis vi tager et hurtigt blik på vejret denne tirsdag først, vil temperaturen fra morgenstunden ligge fra omkring frysepunktet og op til syv grader.
Der er derfor risiko for rimglatte eller isglatte veje flere steder, før temperaturen ud på dagen begynder at stige til mellem tre og syv grader.
Samtidig er et nyt, koldt lavtryk under udvikling over England, lyder det.
Og det er netop det lavtryk, der kan ende med at kaste sne af sig herhjemme.
For mens det hen over onsdagen forventes at bevæge sig forbi os – hvilket kan give os nedbør i form af regn, slud eller tøsne – ændrer det sig senere, når det onsdag aften forventes at lægge sig øst for Sjælland.
»Det sætter gang i en kold nordlig strømning med snebyger, der først ventes at klinge af fredag,« lyder det fra meteorologerne på DMIs hjemmeside.
»Den kolde nordlige vind får temperaturen til at droppe til omkring eller under frysepunktet, så sneen kan blive liggende nogle steder.«
Meteorologerne beskriver det dermed som en »ganske langvarig omgang vintervejr, vi har i vente«.
»Alt efter lavtrykkets bane og intensitet kan det medføre trafikale udfordringer,« lyder det også.

