Landet delt i to: Især en landsdel bliver ramt af regnvejr
En lun - men for nogen også våd - fredag i vente, melder DMI.

En lun - men for nogen også våd - fredag i vente, melder DMI.

Torsdagen har budt på regnvejr til jyderne og fynboerne.
Fredag er det Sjælland og senere på dagen Bornholm, der får æren, meddeler DMIs vagthavende meteorolog, Mette Wagner.
»Regnen har knap forladt Fyn, men i løbet af natten kommer den til Sjælland, hvor den først aftager igen i løbet af eftermiddagen,« siger hun og fortsætter:
»I den vestlige del af landet bliver der altså en del eller nogen sol, som også rammer den østlige del af landet sent på eftermiddagen.«
Meteorologen pointerer, at man i den vestlige del af landet kan vågne op til dis på bagkant af regnvejret, som man naturligvis skal være opmærksom på, hvis man bevæger sig ud i morgentrafikken.
Temperaturer holder sig på fornuftige 15-18 grader oktober-måned taget i betragtning.
Vinden er svag til jævn fra Nordvest, men den aftager i løbet af dagen.