Hvis du er til sensommervejr med høj sol og lune temperaturer, er der skidt nyt på vej til dig.

For efter en 'hæderlig' fredag venter der os noget 'ikke specielt fantastisk weekendvejr' forude.

Sådan lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Ikke nok med, at temperaturen falder støt hen over weekenden, så venter der os også en del byger – som nogle steder kan være med torden, der kan opdele landet op i to lejre.

Først skal vi dog lige have overstået et fredagsdøgn, der byder på temperaturer mellem 16 og 20 grader, lidt eller nogen sol og spredte byger, mens vi får en frisk vind fra vest.

»På en måde en hæderlig fredag,« lyder det fra den vagthavende meteorolog, Frank Nielsen.

»Så sker der så det i løbet af natten til lørdag, at der kommer flere byger ind over landet fra Nordsøen.«

I de nordvestlige Jylland kan bygerne indeholde torden.

»Og ikke nok med det, så sker der også det i løbet af natten, at der kommer et mere sammenhængende regnvejr ned over den sydligste del af landet, altså Sydfyn og Lolland-Falster og hen over Bornholm,« forklarer Frank Nielsen og fortsætter:

»Så i løbet af natten vil det være noget opdelt: Byger med mulig torden i den nordvestlige del af landet. Skyer og regn i den sydøstlige del.«

Når det er overstået i løbet af lørdag morgen og formiddag, står resten af weekenden ifølge meteorologen på 'byge-vejr med en relativt frisk vind fra vest'.

»Det skifter meget mellem byger og lidt sol, men der kan godt være nogle lidt saftige byger i løbet af de her weekenddage,« forklarer Frank Nielsen og fortæller, at temperaturerne falder hen over weekenden, så termometrene viser mellem 15 og 18 grader lørdag og mellem 14 og 17 grader søndag.

»Det bliver egentlig ikke specielt fantastisk weekendvejr,« lyder det fra meteorologen.