Sommerferien er åbnet med manér med en masse sol og varme. Men inden længe kan det vende.

Solen brager ned over de mange danskere, der har taget hul på sommerferien.

Sjovt nok skyldes sommervarmen en kuldepol – også kaldet et øvre lavtryk – som i denne uge bevæger sig ind over Vesteuropa og dikterer vejret i Danmark. Mange steder vil temperaturen nå et godt stykke over 25 grader.

Men de varme temperaturer vil også give anledning til et ustadigt sommervejr.

»Når kuldepolen de kommende dage er over os, betyder det, at vi får varmere luft. Men samtidig vil den her varmemasse gøre, at der kan dannes byger måske med torden og lyn. Så det kan godt give anledning til noget ustadigt sommervejr,« fortæller vagthavende meteorolog fra DMI Dan Nilfvall.

»I løbet af dagen i morgen, i den varme luft, kan der dannes nogle byger henover dagen. Det er især på Sjælland og Fyn,« siger han.

I næste weekend smutter kuldepolen sydpå ned over Middelhavet, hvor store dele af Italien vil være ramt af ustadigt vejr. Men det vil også kunne mærkes på temperaturen i Danmark.

»Kuldepol begynder at svækkes, når vi kommer henover weekenden. Som det ser ud i prognoserne nu, får vi et skifte i temperaturen natten til mandag, og det gør, at vi kommer ned omkring de 20 grader,« siger han.

Men overordnet er det et varmt og solrigt billede, der vil vise sig i den kommende uge.