Sol, kulde, blæst og vinterlige byger.
Årets sidste dage byder på en skønsom blanding rent vejrmæssigt.
Hvis du var en af dem, der ventede forgæves på den hvide jul, så kan du godt begynde at glæde dig til noget, der ligner hvidt nytår.
I hvert fald i dele af landet.
Vejret i de kommende dage, og især starten på 2025, tegner til at blive noget mere vinterligt, end vi har været vant til.
Ifølge vagthavende meteorolog, Martin Lindberg, slutter året med et par dage med sol og mulighed for »vinterlige byger.«
»Vi tror, der falder mellem nul til to–tre centimeter lokalt,« siger han om mandagens vejr.
Samtidig kommer temperaturerne kun til at ligge mellem to til seks graders varme om dagen, og en kraftig vind sørger for, at det kommer til at føles endnu koldere.
»Med blæsten vil det nok nærmere føles som tæt på nul grader,« siger Martin Lindberg om den såkaldte windchill-faktor.
Tirsdagen byder også på både en del sol og mulighed for slud- eller snebyger, og både temperaturmæssigt og med hensyn til vinden bliver dagen en gentagelse af mandagens vejr.
Og vintervejret ser ud til at bide sig fast.
Meteorologen regner nemlig med, at det nye år begynder med både sne og kulde.
DMI forventer regulær vinterkulde og sne – måske i en længere periode.
