Lørdag kulminerer hedebølgen.

I Nyborg, hvor Krista Rose Jensen bor og arbejder, lover DMI temperaturer over 31 grader.

Det har fået butiksejeren til at tage en hurtig beslutning.

»I morgen, når der bliver op til 34 grader, er det nok alligevel ikke hos mig, man synes, at man skal handle,« siger hun til B.T.

Krista Rose Jensen, der ejer garnbutikken FynskFiberFlid, siger:

»En garnbutik vil helst have overskyet og regnvejr. Det her er ikke mit yndlingsvejr.«

Selvom hun holder åbent hele året og fastslår, at ‘rigtige strikkere aldrig holder fri’, så må hun indrømme:

»Min højsæson er fra oktober til januar.«

Heldigvis er hun selvstændig og bestemmer selv over sin arbejdstid. Derfor har hun på Instagram varslet, at butikken i morgen lukker tidligt:

»Jeg har besluttet, at butikken kun har åbent kl. 10.00–12.00 på lørdag 27. Juni. Vil du klage over det, så find mig på stranden.«

»I morgen tager jeg på stranden, vi har de dejligste badestrande i Nyborg. Bagefter vil jeg nok drikke en kop koldt vand hos min mor og far og spise jordbær.«

Har andre tænkt sig at tilbringe dagen i ro - og måske - skygge, kan de ifølge Krista Rose Jensen dog lige så godt slappe af med at strikke.

»Jeg er for eksempel i gang med et strikketøj af hør, islandsk tang og eukalyptusfibre. Det bliver lækkert og blødt – og det kan jeg have fingrene i uden, at det klistrer,« siger hun og forsikrer:

»Hør er godt i varmen, det er til at holde ud at ånde i.«