Mandag aften og de efterfølgende 24 timer bliver våde. Rigtig våde.

Regnen falder allerede nu flere steder i landet, men det kraftige regnvejr, som flere prognoser spår, er ikke begyndt.

»Ikke endnu, men midt på aftenen rammer det og så 24 timer frem,« siger Henning Gisselø, vagthavende meteorolog hos DMI.

Regnvejret skyldes et lavtryk, som kommer fra Sydøsteuropa. Derfor ser det på nuværende tidspunkt ud til, at det bliver Lolland-Falster, som først får det kraftige regn ned over sig. Efterfølgende bliver det Sjællands tur, før regnen spreder sig det til det østlige Fyn samt det østlige og nordlige Jylland.

Prognoser siger på nuværende tidspunkt, at der henad aftenen og ud på natten kan falde 24 millimeter regn på seks timer øst for Storebælt, hvilket bliver karakteriseret som 'kraftig regn'.

DMI's prognoser spår, at der vil være faldet mellem 30-60 milimeter regn, når vi rammer onsdag.

Regnvejret bliver værst på Lolland-Falster, Sjælland og Bornholm. Hele landet kan dog forvente regn.

Henning Gisselø understreger, at prognosen stadig ændre sig, da der er tale om en lavtryksbane, som kan være svær at forudsige.