Der har været advaret om kraftig regn i store dele af landet, men torsdag får det endeligt ende.
Det bliver dog kun til fordel for spredte byger og kraftigt blæsevejr helt op til stormstyrke, fortæller DMIs vagthavende meteorolog, Jesper Eriksen, til B.T.
Men han lover, at der snart er opklaring på vej.
»Det starter med gråt og vådt, og så bliver det blæsende og flot,« opsummerer han med rim og grin torsdagens vejr.
Samlet set forventes der onsdag og torsdag at falde op mod 40 millimeter regn.
»Mange steder har der været regn stort set hele onsdagen, og det vil også være sådan, torsdagen starter ud,« forklarer Jesper Eriksen.
Men i løbet af torsdagen stopper regnen altså – dog kun til fordel for spredte byger og voldsomt blæsevejr.
»Det har regnet længe, så der kommer til at være nogle gigantiske vandpytter,« minder han om.
»Men i dagens løb klarer det op fra Vestjylland, så jo længere vest, man er, jo tidligere slipper regnen,« forklarer DMIs vagthavende meteorolog.
Der er dog stadig ingen tørvejrsgarantier.
»Oven på regnen kommer der så spredte byger rundt i landet,« lyder det fra Jesper Eriksen – og det bliver værre endnu.
»Samtidig tiltager vinden og bliver jævn til hård. På Bornholm varsler vi vindstød helt op til stormstyrke,« forklarer han.
Der er dog opklaring i sigte, lover den vagthavende meteorolog.
»November kommer til at starte med en ret mild vejrtype for årstiden,« lyder det fra Jesper Eriksen om weekenden.
»November er efterårets sidste måned, men der kommer nogle ret milde temperaturer i starten af måneden, op mod 15 grader en enkelt dag, og det er ikke normalt for november,« siger meteorologen til slut.
