De første regndråber er allerede faldet.

Lørdagens regnvejr er nemlig begyndt at trække ind over Danmark fra vest, melder TV 2 Vejr.

Nedbøren er allerede registreret i Vestjylland og vil i løbet af dagen bevæge sig videre ind over landet.

Senere på dagen ventes regnen at nå Nordjylland, Østjylland og Fyn.

Hos DMI tages meldingen dog med stort forbehold.

Ifølge vagthavende meteorolog Hans Wanner kan der først sent søndag komme kraftigere regn.

»Men det kan lige så godt blive en fuser,« siger han til B.T.

Hvis regnen rammer, gælder det især Sjælland, Møn og Lolland-Falster, hvor der lokalt kan falde mellem 20 og 30 millimeter.

Men ifølge DMI er usikkerheden »meget stor,« så hvor voldsomt vejret reelt udvikler sig, må tiden vise.