Indtil videre har sommeren været varm, tør og solrig. Men i dele af landet kommer det til at ændre sig i løbet af ugen. Allerede tirsdag vil Jylland og Fyn se de første byger, og onsdag kan specielt Bornholm få store mængder nedbør. Det fortæller vagthavende ved DMI Henning Gisselø.

»Det er sådan, at der i morgen tirsdag kan komme nogle enkelte regn- og tordenbyger vest for Storebælt. Det vil nok ramme det centrale Fyn og Jylland, men det bliver meget lokalt, så det kommer ikke til at batte,« siger han til B.T.

Regnen tirsdag i det vestlige Danmark er dog intet i forhold til den nedbør, der formentlig vil ramme de østlige egne - specielt Bornholm - når vi nærmer os onsdag. Også Sjælland og Jylland vil blive ramt.

»Så er der til gengæld lidt mere guf natten til onsdag, hvor der kommer et større regnområde fra øst. Det rammer især Bornholm, og her kan der eksempelvis godt falde 30 mm. I resten af landet kan der komme en smule i den nordlige del af Jylland og den østlige del af Sjælland. Men det bliver nok bare 10 mm, hvis det kommer,« siger den vagthavende meteorolog. .

Tilbage til sommervarme

Hvis man hører til dem, der ikke kan få nokm at sol og varme, ser prgnosen lys ud. Den resterende del af ugen kommer til at byde på enkelte byger her og der, men ellers fortsætter sommeren 2018, som vi hidtil har kendt den.

»Resten af ugen bliver det i småtingsafdelingen med regn, og så er vi til gengæld også tilbage til det tørre og varme sommervejr,« siger Henning Gisselø.

Om ugens mængde nedbør kommer til at betyde, at landets grillhungrende munde kan få stillet sulten, er for tidligt at spå om. Over hele landet er der fortsat afbrændingsforbud, derfor skal man holde sig underrettet om, hvilke regler der gælden i de enkelte kommuner, inden man tænder grillen.