Det regner allerede i Jylland.
»Også kommer det til at småregne i København i løbet af to til tre timer.«
Sådan lyder det fra vagthavende meteorlog Henning Gisselø, der giver en status på det danske vejr.
Dermed er Copenhagen Pride i farezonen for at blive en våd affære.
En koldfront over Nordsøen er på vej indover Danmark ved Vestkysten.
Koldfronten markerer grænsen mellem varm og meget fugtig luft over Danmark og noget køligere luft over De Britiske Øer.
På sin vej frem mod Danmark forstærkes fronten, og der er nu udsendt varsel om kraftig regn og mulig skybrud for hele landet.
På Bornholm er der dog kun fortsat risiko for kraftig regn og lokale skybrud.
»Vi kigger ind i, at det kommer til at regne i aften og i nat. Nogle steder i de regnområder vil der så komme mellem 25-35 mm inden for få timer,« siger Henning Gisselø og fortsætter med at sige, at nogle steder kan der falde mere end 15 mm på blot 30 minutter, hvormed kriteriet for skybrud er opfyldt.
Koldfronten kan også medføre torden.
Kraftig regn på kort tid medfører desuden risiko for glatte veje og dermed akvaplaning.