Bevæger du dig udenfor denne fredag, vil du nok bemærke, at det blæser. Nogle steder ganske kraftigt.

Flere steder har vinden allerede skabt problemer på både broer og for færger.

På Farøbroen frarådes vindfølsomme køretøjer i øjeblikket at passere på grund af den kraftig vind, oplyser Vejdirektoratet:

»Vinden forventes at aftage i løbet af natten til lørdag,« lyder det i et opslag på X.

Blæsten har også ført til aflysninger på Samsøfærgen mellem Sælvig til Aarhus fredag.

Aflysningerne med hurtigfærgen skyldes, at den kraftige vind og »bølgehøjden er over det tilladte«, fremgår det på Samsø Rederis hjemmeside.

Fredag er samtlige afgange derfor blevet aflyst.

Dog sejler færgen mellem Sælvig og Hou som planlagt, oplyser P4 Trafik.

Hos DMI har man også advaret om, at fredagen bliver »temmelig blæsende« med jævn til hård vind fra vest og nordvest.

I en vejrkommentar fra meteorolog Klaus Larsen lyder det, at der ved kysterne kan komme op til kuling eller hård kuling med kraftige vindstød:

»Ved Vestkysten, Nordkysten af Sjælland og på Bornholm kan vindstødene stedvis komme op i stormstyrke. Så det er med at holde på hat, briller, telte, trampoliner og andre løse genstande rundt omkring i sommerlandet,« lyder rådet fra ham.