En kold og kedelig uge truer, og kraftig blæst betyder, at det vil føles endnu koldere, end det rent faktisk er.

»Det kommer til at gå gennem marv og ben,« lyder det bekymrende budskab fra meteorolog Frank Nielsen hos DMI.

For bedst som vi havde vænnet os til tocifrede plusgrader i november, kommer der anderledes kolde meldinger fra Danmarks Meteorologiske Institut.

»Det bliver en uge, hvor vi skal have fundet halstørklæder, vanter og en ekstra trøje frem,« advarer den vagthavende meteorolog om den kommende uge.

Hen over weekenden har vi allerede kunnet mærke omslaget, og i den kommende uge kan du altså roligt skifte vindjakken ud med en mere ulden en af slagsen.

Også natten til søndag var kold mange steder i landet.

I Karup faldt temperaturen eksempelvis helt ned til minus 2,5 grader, og der var også steder på Fyn og Midtsjælland med nattefrost.

Og selv om skyer vil sørge for at holde frosten fra landet de fleste af de kommende nætter, vil temperaturerne om dagen føles vinteragtige, understreger Frank Nielsen.

»Vi kommer ind i en noget koldere periode, og dagstemperaturerne er helt sikkert for nedadgående. Vi skal være glade for fem grader om dagen.«

Han tilføjer, at selv om det måske ikke lyder specielt koldt, sørger en kraftig vind fra øst for, at det ikke vil føles særlig rart.

»Det bliver koldere og mere vinterligt uden at være hvidt.«

Både nord og sydøst for Danmark er det meget koldt. I Sverige og Finland er temperaturerne i løbet af weekenden faldet til hele 20 minusgrader.

Den kulde går dog stort set uden om Danmark, forklarer Frank Nielsen.

Til gengæld er det meget koldt syd og sydøst for os, og sidst på ugen regner meteorologerne med, at kold luft fra Polen og Tyskland strømmer op over Danmark, så det bliver endnu koldere.

»Det bliver en lidt kedelig og kølig uge med en del skyer og meget vind,« siger Frank Nielsen.