Der vil både lørdag og søndag være rig mulighed for at komme ud og lege lidt i sneen.

Det er meldingen fra DMI tidligt lørdag morgen.

Over for B.T. forklarer vagthavende meteorolog Klaus Larsen nemlig tidligt lørdag morgen, at kulden har lagt sig over hele landet. Og der vil den blive både lørdag og søndag.

Natten til lørdag har budt på ekstreme kuldegrader flere steder, og koldest har det været i det midtjyske område, fortæller Klaus Larsen.

Her har man i løbet af natten været helt nede omkring -16 grader.

»Vi kommer fra nogle meget kolde temperaturer, så hvis man skal udenfor her i begyndelsen af dagen, så skal man klæde sig godt på,« opfordrer Klaus Larsen.

Omvendt kan man også bruge vejret konstruktivt, hvis man nu skulle have tid til at lege-

»Der er stadig hvidt rundt omkring, og vi kommer til at fortsætte med kulde, mellem frysepunktet og tre-fire frostgrader i løbet af lørdag,« siger Klaus Larsen.

»Vi får kold luft ned fra nord, og den kommer til at danne snebyger rundt omkring,« tilføjer han.

Klaus Larsen konstaterer, at der torsdag lå 10-15 centimeter sne flere steder i landet. Og den sne er der altså ikke umiddelbart udsigt til, at vi kommer af med.

»Så der vil være gode muligheder for at komme ud og lege lidt i sneen,« siger Klaus Larsen.

Mens weekenden altså kan byde på sjov og ballade for nogle danskere, advarer DMI imidlertid også andre, nemlig dem, som skal bevæge sig i trafikken.

»I og med at det er så koldt, så vil der være rimglatte veje, og når vi så får snebyger, kan der også forekomme sneglatte veje, så det gælder om at passe på,« siger Klaus Larsen.

Søndag vil også blive kold, men det kan dog ende med, at temperatureren i det sydvestlige Danmark kan snige sig op over frysepunktet, fordi vi får varmere luft op over landet.