Efter en kold morgen og udsigt til nedbør tirsdag er der glatte veje flere steder i landet.

Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man tager afsted før tid.

»Vi har været ude at salte på hele Sjælland og i det meste af Nordjylland, men der kan stadig opstå pletvis glatte veje, så det er en god idé at tage sig god tid her til morgen,« siger vagthavende Jakob Riis Petersen fra Vejdirektoratet.

Der saltes stadig i dele af Nordjylland og på det sydøstlige Sjælland.

Derfor skal man være ekstra forsigtig i disse områder.

»Der har ikke været nogle uheld derude, og trafiken kører fint indtil videre, men der er heller ikke så mange biler på vejene endnu,« siger Jakob Riis Petersen.

Klokken syv begynder morgentrafikken for alvor, og dermed er risikoen for uheld på det glatte underlag større.

Tag ud af døren fem minutter før, kør forsigtigt og hold øje med trafikken.