Vent med sommerblomsterne, og pas på med ukrudtsbrændere og bål.

Sådan lyder rådene lige nu fra Danmarks Meteorologiske Institut, som både melder om fortsat nattefrost og et usædvanligt tørt forår.

»Det er knastørt. Selv inde i København hvirvler støvet omkring. April er generelt en tør måned, men i år er den noget mere tør, end normalt.«

Sådan siger vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, som kigger på et brandfareindex, som begynder at se lidt kritisk ud flere steder.

Det er kombinationen af tørt, blæsende og solrigt vejr, der får brandfaren til at stige.

Og det bliver heller ikke de kommende dage, skove og marker får vand.

Prognoserne for både fredag, lørdag og søndag lyder nemlig på fortrinsvis tørt vejr med beherskede temperaturer.

Til gengæld skulle der være gode solchancer over det meste af landet.

»Fredagen bliver en tro kopi af torsdagens vejr. Næsten. Det bliver en anelse mindre blæsende, men ellers er det stadig den nordvestlige strømning af kold luft, der kommer ned over os,« siger Klaus Larsen og forklarer, at det giver både jævn til hård vind og en maks. temperatur på omkring 10 grader.

Men selvom nattefrosten vender tilbage i weekenden, hvor vinden aftager, så er han alligevel optimistisk i forhold til, hvordan vi vil opleve vejret.

»Det er en kølig, flot solskinsdag, der venter, og efterhånden aftager vinden.«