Sol i lange baner og nedbør langt under det normale. 

Det er, hvad Danmark har i vente, skal man tro DMIs seneste månedsprognose, der gælder til og med 14. juli. 

Og om en uges tid kan visse dele af Danmark kigge ind i en reel hedebølge, skriver DMI.

Her tager temperaturen nemlig et nøk opad, og vestjyderne skal særligt forberede sig på varme. 

I Vestjylland vil man nemlig kunne finde temperaturer på over 28 grader.

For at varmt vejr kan karakteriseres som en decideret hedebølge, skal gennemsnittet af de højeste temperaturer overstige 28 grader tre dage i træk. 

Og starten af sommeren tegner sig generelt meget varmt. 

I uge 25, hvor skolerne gør sig klar til ferie, og sankthans venter for enden af ugen, vil der fortsat ligge et højtryk over Danmark, der gør det tørt og varmt. 

DMI kan ikke sige med sikkerhed, hvordan sankthansvejret bliver, men hvis mængden af nedbør – eller manglen på samme – bliver som de forudsiger, har sankthansbålet trænge kår. 

»Meget taler for, at ildrøde brandfareindeks mange steder i landet kan forhindre tilladelse til at futte bålet af, medmindre forbipasserende byger har opblødt tørkeindekset en smule,« skriver DMI i prognosen.

Prognoserne bliver mere og mere usikre, jo længere ud i fremtiden de kommer. 

Men noget tyder på, at vejret i ugerne efter sankthans bliver meget mere af det samme solrige og tørre vejr, som starten af sommeren byder på. 

DMIs langtidsmeteorolog havde ikke mulighed for at kommentere langtidsprognosen til B.T.