En enorm varmekanon er ved at starte i Stillehavet.

Fænomenet hedder El Niño, og danske klimaforskere advarer om, at det kan blive den kraftigste i 150 år.

Det skriver Berlingske.

»Det ser ud til at blive en potentiel katastrofal hændelse,« siger Eigil Kaas, atmosfære-, vejr- og klimaforsker og professor ved Københavns Universitet, til mediet.

Hans kollega, klimaprofessor og forsker i regionale klimaforandringer ved Københavns Universitet Jens Hesselbjerg Christensen, istemmer:

»Alarmklokkerne bimler og bamler allerede, for det her kan gå hen og blive uden for det menneskelige erfaringsgrundlag,« siger han til Berlingske.

Fænomenet kan ifølge forskerne være med til at sende den globale middeltemperatur op i nye rekordhøjder i 2026 eller 2027.

For Danmark og Nordeuropa er den direkte effekt mere usikker, men der kan ifølge nogen vejrkilder være en tendens til lidt tørrere og varmere somre end normalt.

Den største bekymring herhjemme er derfor nærmere de afledte konsekvenser.

For andre steder i verden kan El Niño give alvorlig tørke, hedebølger, oversvømmelser og svigtende høst.

Det kan ramme blandt andet Afrika, Asien, Sydamerika og Australien – og i sidste ende presse fødevarepriserne op.

Ifølge Berlingske advarer eksperter om en stærkt forøget risiko for hungersnød og udbredt fattigdom, ikke mindst i Afrika og i dele af Asien og Latinamerika.