»Det ser kedeligt ud.«
Så klar er udmeldingen fra Henning Gisselø, vagthavende meteorolog ved DMI, når snakken falder på søndagsvejret.
Vejret bliver gråt, og fra dagens start kommer der regn, som dog efterhånden holder op.
»Men det vil stadigvæk være gråt. Det bliver en skyet dag med regn morgen og formiddag.«
Et sted i landet kan de dog med rette lægge hovedet på puden og drømme om, at der måske kommer et solstrejf eller to søndag.
»Det er kun nordjyderne, der kan håbe på at se solen,« siger Henning Gisselø.
Når snakken falder på temperaturerne er svaret det samme, og det bliver altså ikke nødvendigt at finde det uldne undertøj frem søndag, hvis man skal udenfor på ugens sidste dag.
»Ja, det bliver også sådan lidt småkedeligt. Sådan omkring fem-seks grader. Der er ikke så meget at sige.«